Gabel Steig Weissburgunder ØKO
Beskrivelse
Weingut Gabels hjerte banker for Burgunder-familien af druesorter (Pinot-familien). Det ses i deres voksende sortiment af rødvine på Pinot Noir (Spätburgunder), men i næsten samme grad på, hvor alvorligt de tager kvalitetspotentialet i Weissburgunder (Pinot Blanc). Det er en druesort, der i en længere årrække har levet i skyggen af sine mere kendte søskende Pinot Noir og Pinot Gris (og til dels Pinot Meunier i Champagne). Det skyldes nok primært, at vi tidligere mest så druesorten i Alsace, hvor den historisk har regnedes for sekundær til Pinot Gris. Pinot Gris er tilladt som Grand Cru druesort i Alsace, det er Pinot Blanc ikke, og følgelig har Pinot Blanc altid fået de sekundære placeringer i markerne, hvor Pinot Gris har fået topplaceringerne. Det har ikke hjulpet Pinot Blanc på vej til at kunne vise, hvad den er gjort af. Det er ved at ændre sig markant disse år, hvor man (gen)opdager, hvilket enormt potentiale sorten besidder. Det skyldes ikke mindst ildsjæle som Oliver Gabel og hans familie.
Pinot Blanc giver en lettere og friskere vin end Pinot Gris, og i en tid med global opvarmning er det værdsatte attributter. Især når den samtidig er i stand til at udtrykke terroir og kan give de mest komplekse aromaer, hvis winemakingen lægger op til det. Det er netop det, vi får mulighed for at smage her hos Gabel, der udforsker druens forskellige ansigter. Dette er en ambitiøs fortolkning fra gamle stokke i marken Steig, der er tilplantet af Olivers bedstefar. Druerne høstes omhyggeligt i hånden af flere omgange for derefter at gære og lagre på egetræsfade i et år for ufiltreret aftapning. En vin, der på mange måder kan lede tankerne hen på (stor) hvid Bourgogne, blot tilsat lethed, spræl og liv samt et ekstra floralt element. En oplevelse! -og overraskelse, hvis man er ubekendt med potentialet i Pinot Blanc.
Farve: Mediumdyb strågylden.
Duft: Rig duft, der viser stor kompleksitet og dybde. Fersken og moreller blander sig med citrusnoter herunder appelsinskal, et let floralt element henad gul kaprifolie og så selvfølgelig det lækreste touch af lagringen med gæren på de fortrinsvis genbrugte egetræsfade. De bidrager med noter af brunet smør, brioche, toast, røg og ristede hasselnødder.
Smagsnoter: Smagen er utroligt flot med høj intensitet og stor fylde uden at miste blikket for nerve og friskhed. Den forener på forbløffende vis cremet fylde med en spillevende eftersmag. Stor vin, der stadig har flere års god udvikling foran sig.
Serveringsforslag: Nydes afkølet til fisk (gerne torsk), skaldyr (gerne kammuslinger), flødelegerede supper, flødestegt kantareller og fjerkræ (gerne fuglevildt). Eller gem den i yderligere nogle år for at få fremhævet duft og smag af ristede hasselnødder.
Specifikationer
249,00 DKK
Andre har også set på
Ofte købt sammen med