Hvad er absinthe?
Absinthe, også stavet absint på dansk, er en af spiritusverdenens mest sagnomspundne og misforståede drikke. Det smaragdgrønne fluidum forfølges af et sejlivet rygte: at selv moderat indtagelse kan give hallucinationer og endda føre til vanvid. Helt præcis hvor idéen stammer fra vides ikke, men det farverige ry hænger måske sammen med perioden der startede sidst i 1800-tallet, La Belle Epoque, hvor absinthe var det foretrukne valg i franske poeter, kunstnere og generelle bohemers næsten selvdestruktive druk.
Ordet absinthe kommer fra navnet på den urt, som kendetegner drikken: artemisia absinthium eller have-malurt på dansk. Men det er faktisk i højere grad en anden plante, der giver smagen. De karakteristiske, lakridsagtige noter kommer fra anis, og måske lidt fra fennikel og stjerneanis, som også ofte optræder i opskriften.
Er absinthe farligt?
En populær historie fortæller, at Vincent van Gogh var under den grønne fes indflydelse, da han skar sit ene øre af. Betyder det, at du bør låse køkkenskuffen, inden du sætter dig med et glas Vieux Pontarlier?
Næppe! Indholdet af det førnævnte stof, thujon, er relativt strengt reguleret i moderne absinthe. Faktisk indeholder krydderurten salvie mere thujon end malurt – og der er jo aldrig nogen der har frabedt sig høresansen eller set fabelvæsner efter en god portion gnocchi.
Der er flere mulige forklaringer, som involverer en kombination af dårligt destilleret spiritus og lidt for store mængder thujon, men langt mere sandsynligt er det, at det er de høje procenter, der har påvirket folk. Absinthe kan nemlig indeholde helt op til langt over 80% alkohol! Absinthe er altså lige så farligt, som alle andre former for stærk spiritus. Drik lidt mindre, og i stedet lidt bedre.
Det er dog værd at bemærke, at mange af de ekstremt stærke mærker på markedet i dag spiller netop på rygtet om den farlige drik med den uforudsigelige effekt. Stærkere er ikke nødvendigvis bedre når det gælder absinthe.
Er absinthe lovligt?
I starten af 1900-tallet blev absinthe forbudt i Schweiz, Frankrig og USA. Flere forbud fulgte kort efter. I dag er de dog alle ophævet, da man endelig har indset, at rygtet om den grønne fe var stærkt overdrevet. Der er dog visse lande, der fortsat har grænseværdier for, hvor meget thujon drikken må indeholde. Og det på trods af, at salvie som sagt indeholder thujon i langt større mængder og ikke er reguleret!
Absinthens ritual
En vigtig del af absinthens store mythos er ritualet omkring serveringen. For ligesom nadveren eller den japanske te-ceremoni, er der en særlig fremgangsmåde og særlige remedier: et bestemt glas, en ske med sirlige udskæringer og en baroktudseende fontæne fyldt med glasklare isterninger og koldt vand.
Skal man sætte ild til absinthe?
Der findes flere varianter af ritualet omkring serveringen, og en af de mest ikoniske involverer, at man lægger en sukkerknald på den særlige absinthe-ske, væder den med absinthe og tænder ild til den, lader den brænde lidt, for så at dryppe vand over sukkerknalden og ned i drikken. Men selvom det er et flot skue og kontrasten mellem de to elementer, vand og ild, har en pikant symbolik, er ilden en gimmick, der aldrig har været en del af den traditionelle måde at servere absinthe på. Vandet er til gengæld rigtigt nok: den høje alkoholprocent fordrer, at man fortynder. Typisk foregår det ved, at en tynd stråle køligt vand hældes i absinthen. Og foretrækker man en sødere drik, kan man også bruge lidt sukker.
Når man hælder vand i absinthe, kan man observere en mælkehvid tåge stige op i glasset. Det skyldes olier, primært anethol, som ikke er vandopløselige og fælder ud når drikken fortyndes. Effekten kaldes louche. Hvor meget vand, man vil tilsætte, er op til den enkelte. Absinthe kan serveres som purée des pois (tyk som ærtesuppe), som frappé (med knust is) eller endda fortyndet med andet end vand. Phil Baker beskriver i The Dedalus Book of Absinthe både absinthe minuit (fortyndet med hvidvin) og vichy (blandet 1:1 med orgeat og så fortyndet med vand).