Comte Louis de Lauriston og calvados-smuglerne i Domfront

Forestil dig, at du er tolder i 1960’ernes Normandiet...

Du står og skuer ud over det bakkede landskab i Domfront, gennemskåret af klukkende bække og store skove. I en ulden inderlomme duver en forventningsfuld Mont Blanc, fyldt til bristepunktet og klar til at kradse grådigt i dit medbragte bødehæfte. For du ved, de er derude. Hjemmebrænderne. På vinden kan du endda lugte røgen fra bålene under de hjemmesmedede kobberkedler. Men hvor? Domfront vrimler med gemmesteder og godtfolk som ikke just deler din begejstring for skatter og afgifter. Hvorfor sætter du dig ikke bare ind i 2CV’en og kører hjem igen? Lillemor har alligevel snart coq au vin’en klar.

Det gjorde de fleste; kørte hjem igen. Så nålene blev liggende i den nordfranske høstak, og i lang tid blev æble- og pærebrændevin fremstillet relativt uforstyrret i nattens mulm og mørke. Men en skæbnesvanger vinternat i 1962 trodsede en gruppe overivrige officerer snestormen og tog en større bande destillatører og calvasmuglere på fersk gerning. Desværre havde tolderne snuderne så dybt begravet i paragraf dit og dat, at de ikke lagde mærke til den forsamling, der i næste nu havde omringet dem.
      Ordet havde spredt sig hurtigt, og en god snes naboer havde allerede materialiseret sig, for tolderne var ikke populære i Domfront. Man forpassede ikke en mulighed for at give dem en lærestreg. Tolderne blev trængt op i en krog, blændet af forlygterne på en traktor. Den gassede op. Eller var det lyden af en rasende bondemand, der knurrede?

Situationen var ved at eskalere ud af kontrol, men heldigvis slog man koldt vand i blodet og sendte bud efter generalsekretæren i det lokale landmandsforbund, den gode Comte Louis de Lauriston. Grev Lauriston var en højtrespekteret mand, og han måtte være den eneste, der kunne mægle retfærdigt mellem de to parter. Efter lange forhandlinger blev det besluttet, at sigtelserne skulle droppes på betingelse af, at man byggede en kælder som officielt lager, hvor calvados’en skulle fremstilles og fra nu af sælges i overensstemmelse med loven. Også den opgave påtog Grev Lauriston sig, og lageret fik navnet Chais du Verger Normand. Siden 1962 har lokale landmænd leveret calvados til Chais du Verger Normand, hvorfra det blev solgt under brandet Comte Louis de Lauriston.

Calvados Domfrontais fik sin AOC i 1997 og er kendetegnet ved et højt indhold af pære (minimum 30%), hvilket giver en helt særlig karakter. Comte Louis de Lauriston er stadig områdets bedste mærke, og laver calvados’en på den go’e gamle måde. Den lagres i selv samme kælder fra 1962, hvor spiritussen ligger på små men godt brugte fade, som ikke overdøver den fine æble- og pærefrugt.

Og tænk: De har stadig gamle årgange fra før 1962, hvor calvados’en blev til i ly af mørket.