50-års jubilæet for Black Tot Day
(Advarsel: mildt nørdet indhold)
Tekst af: Niklas, Juul's Vin & Spiritus
niklasm@juulsengros.dk
Det er én af de rigtig gode historier i rommens store narrativ – og vel nærmest Rom 101, for ingen romsmagning er komplet uden, og enhver vinhandler, der er sin løn værd, kan en eller anden mere eller mindre korrekt version af historien.
Jeg taler naturligvis om historien om den britiske flådes rom.
Hvert år på omtrent dette tidspunkt begynder snakken i romkredse og tre ord hviskes med andægtighed: Black Tot Day. Og nu nærmer den sig, Black Tot Day, for halvtredsindstyvende gang. Den 31. juli 2020 er det 50 år siden, at den britiske flåde stoppede sine daglige udskænkninger af rom til mandskabet.
Tot er et ord for en udskænkning, og Black Tot Day er altså navnet, som man gav denne skæbnesvangre sommerdag i 1970, hvor den sidste daglige tot blev skænket ud på fartøjer i The Royal Navy. Det var en dag med en blanding af humor og sentimentalitet, hvor sømænd bar sorte armbind, og der blev holdt begravelser for romtønder og grog tubs både til søs og på landjorden. Mindetaler, sange, digte og lange, vrede breve til admiralitetet. Den daglige tot var en højtelsket tradition som fik et brat endeligt, og hvert år den 31. juli mindes man traditionen ved Black Tot Day.
Det er selvfølgelig klart, at med så mange års genfortællinger i mere eller mindre sobre selskaber, er der nogle detaljer som udviskes, eller måske pyntes der lidt på historien hist og her.
Den følgende tekst dykker ikke dybt i flåderommens historie, men kaster blot en krog under overfladen for at fange et par af de pointer, som gør fortællingen om den britiske flådes rom så interessant.
En tønde rom begraves ved HMS Jufair – endda med præst tilstede.
Hvordan begyndte det?
Man har længe vidst, at alkohol er konserverende, og derfor har skibe historisk været lastet med både øl, vin og spiritus som supplement til det ferske vand, som jo ganske uundgåeligt blev dårligt på en længere sørejse. Så tidligt som 1655 har rom været en del af rationen for en sømand i den britiske flåde. På dette tidspunkt var det endnu ikke en daglig og urokkelig ret for alle sømænd, men blev typisk brugt når man var løbet tør for øl, vin og brandy, og kun i de egne hvor rom var let tilgængeligt. Naturligvis spillede Englands erobring af Jamaica i netop det år en rolle – omend der er dokumenter der tyder på, at sømændene faktisk ikke brød sig særlig meget om smagen af den karakteristiske og kraftige Jamaica-rom – og admiralitetet brød sig ikke om prisen.
Fra 1731 blev udskænkning af rom en daglig rite i de egne, som havde let adgang til rom. Fra starten af 1800-tallet gjaldt det hele den britiske flåde. Over flere omgange blev rationen dog reduceret, fra ¾ pint (eller 45 cl) indtil den til sidst var på en ”half gill” (omtrent 7 cl) ved 54,5% alkohol. For sømænd af lavere rang blev den blandet med vand til det, man kaldte grog. Navnet kom fra Admiral Vernon, hvis kælenavn var Old Grogham på grund af hans frakke af grogham-stof. Det var Vernon, der i 1740 fik vedtaget, at rommen skulle fortyndes med vand.
Den daglige tot kl. 11 om formiddagen var for mange sømænd dagens højdepunkt, men rommen blev også brugt som belønning efter en særligt hård opgave var fuldført. Det kendte eksempel er splicing the mainbrace, som var en af de mest krævende reparationer på et sejlskibs rigning. Sømanden, som udførte dette svære arbejde, blev belønnet med en ekstra ration. Siden er ”Splice the Mainbrace” blevet en ordre, som dronningen eller et højtstående medlem af admiralitetet kan udstede ved særlige lejligheder, og så skænkes der atter rom (eller øl) ud på flåden. Dronningen har fx givet ordren i forbindelse med færdiggørelsen af et ”fleet review” og ved sit eget 60-års jubilæum som regent.
En sømand fra H.M.S. Ajax nyder sin tot.
"For those who want it: rum"
Sådan lyder det fra speakeren i en reklame for flåden fra 1946, hvor rommen bruges som salgsargument, på samme måde som en ungdomsuddannelse i dag kunne prale med en god kantine. Men sandheden var, at der var færre og færre, som tog deres daglige tot. Og det var også begyndt at gå op for de højere magter, at en stor udskænkning spiritus næppe var kompatibel med moderne sikkerhedsstandarder og den mere og mere avancerede (og drabelige) teknologi på skibene.
Derfor blev det d. 28. januar 1970 vedtaget i parlamentet, at udskænkningen skulle stoppe. Et halvt år senere oprandt Black Tot Day, og det var bestemt ikke uden fanfare. Denne dag var blev standardfremgangsmåden suspenderet, og hver besætning havde sin egen måde at sige farvel til tot’en på. Nogle skibe sejlede over datolinjen for at kunne få en ekstra tot og ”fejre” 31. juli to gange. Nogle steder blev ”grog tubs” blev smidt over bord i en symbolsk handling – men på den anden side af skibet lå en dykker allerede klar til at hente den værdifulde balje op igen. Alt udstyret til udskænkningen var nemlig blevet tilbagekaldt og det var ærligt talt et imponerende arsenal af løjerlige instrumenter, fra grog tubs, barricoes, copper measures og spirit pumps. Disse blev senere solgt på auktioner, fortrinsvist til medlemmer og tidligere medlemmer af flåden.
Den resterende rom blev opmagasineret, noget på træfade og glasflasker, men størstedelen i de nu ikoniske stentøjsflasker med pileflet og en rød stribe, som man malede på for at skelne rom fra eddike, som havde en lignende emballage.
Rommen fyldes på flasker i Deptford Victualling Yard.
Hvad var der i rommen?
Der er en række lande, som ofte nævnes som basis for navy-rommen, og af indlysende årsager er det alle tidligere engelske kolonier: Guyana, Trinidad, Jamaica og Barbados. Men det er et faktum, at flåden ikke kun købte rom fra the usual suspects, for selvom det var at foretrække af økonomiske årsager, skete det ofte, at man måtte hente rom fra andre steder, blandt andet Cuba, Brasilien, Mauritius, Martinique og særligt Australien. Og selvom Jamaica-rom ofte betragtes som en væsentlig bestanddel, gled den tilsyneladende ud af flådens favør i 1900-tallet – sømændene brød sig simpelthen ikke om smagen! Var man tvunget til at købe Jamaica-rom, som fx under 2. verdenskrig, hvor man ikke kunne få nok fra de sædvanlige kilder, så valgte man fortrinsvist let rom og ikke de ester-bomber mange i dag forbinder med Jamaica.
Et brev til the Secretary of State for the Colonies omhandlende ulemperne (prisen og smagen) ved at bruge Jamaica-rom i blendet. Dateret 1925.
Opskriften – hvis man kan kalde den det – har ændret sig over årene, for også dengang var der naturligvis gamle destillerier, som måtte lukke, og nye som åbnede. Et godt eksempel er det berømte Trinidad-destilleri, Caroni, som også tit anses som en vigtig del af navy-rommen – men da destilleriet først fyrede op under kedlerne i 1920’erne, har Caroni maksimalt kunnet sætte sit karakteristiske, tjærede præg på rommen i lidt under 50 år.
Lige så vigtigt, som ophavslandene, var det unikke blandingssystem, som utvivlsomt har bidraget meget til karakteren. Rommen blev blandet på de såkaldte victualling yards, som stod for alle dele af provianteringen, og særligt Deptford Victualling Yard havde en stor del af rom-”produktionen”. Faktisk var Deptford på et tidspunkt den største ”food-processing operation” i hele Europa!
Rommen ankom typisk til Deptford ulagret og ved høj styrke, hvorefter den blev hældt på enorme, forbundne vats, de største med en kapacitet på op til 145.000 liter! Her opbevares rommen over en periode på 2 år, hvor den ”flyder fra vat til vat”. En af de mest kuriøse detaljer er, at flere dokumenter nævner, at de store vats var åbne i toppen, og det vil naturligvis have haft en profund virkning på rommen, navnlig hurtigere oxidering og fordampning af volatile stoffer, deriblandt ethanol. Der er naturligvis ingen garanti for, at der ikke en gang imellem røg lagret og endda gammel rom i blendet, men det var ikke et særligt ønske og som udgangspunkt lagrede flåden ikke rommen på samme måde, som vi ser det i dag. Rommen blev også fortyndet til issuing strength, eller hvad der ofte kaldes navy strength: 54,5% alkohol eller ”4,5 underproof”. Fra 1784 og til 1970 har firmaet ED&F Man været eneleverandør til flåden – og det var fra dette firma, at Pusser’s fik fat i ”opskriften” cirka et årti efter Black Tot Day.
Når en victualling yard fik en ordre på rom, blev denne fyldt på mindre fade, helt ned til kilderkin-størrelse (cirka 80 liter) eller stentøjsflasker, som så blev læsset på skibet sammen med al anden proviant, stearinlys, tøj osv.
Navy-rom i dag
For den historieinteressede rom-drikker findes der stadig muligheder for at smage den oprindelige navy-rom. Efter Black Tot Day blev flådens store romlager hældt på stentøjsflasker og opmagasineret, tilsyneladende uden nogen plan for, hvad der skulle ske med det. En del blev tilbageholdt til brug ved særlige eller royale begivenheder, men størstedelen blev solgt fra af flere omgange. En stor del endte i private hænder, og særligt det amerikanske spiritusfirma Castle Brands købte betydelige mængder, som de solgte videre i den autentiske emballage. Da USA har strenge lovkrav til etiketten, blev en lille metalplade sat på med navnet British Royal Navy Imperial Rum og teksten Product of Jamaica, hvilket har skabt stor forvirring, for rommen var, som beskrevet, et blend, og kun meget sjældent fra ét land.
Den prominente whisky- og romsamler, Sukhinder Singh, som også står bag butikken The Whisky Exchange har gennem tiden erhvervet en anseelig mængde af rommen, og på et tidspunkt var lageret blevet stort nok til en kommerciel release. Navnet blev Black Tot Lost Consignment, og flaskerne med den ægte navy-rom blev solgt sammen med et kobber-measure (half gill) og en lille bog, der fortæller rommens historie. Denne efterhånden ret kostbare, men ikke uopnåelige aftapning er måske den bedste chance for smage den originale navy-rom. Siden har samme firma også frigivet Black Tot Finest Caribbean, som er et moderne blend af Guyana, Trinidad, Barbados og Guyana, inspireret af den oprindelige rom.
Kilder
http://www.upspirits.co.uk/home.html
https://cocktailwonk.com/
http://www.drinkingcup.net/
https://www.britishpathe.com/