Den Ultimative Old Fashioned


Cocktail-opskrift og guide

 

Verdens første cocktail

Old Fashioned er på mange måder cocktailens store ideal. Den første definition på en cocktail kommer fra 1806 og lyder helt enkelt på "spiritus, sukker, vand og bitters" - og dét er præcis hvad en Old Fashioned er. Vandet er naturligvis isen.

Dengang bestilte man blot sin drink efter den spiritus, der var i: Gin Cocktail, Brandy Cocktail og - den mest populære - Whiskey Cocktail. Der gik ikke længe før bartendere begyndte at lege med skabelonen: tilføje lidt vermouth, lidt curacao eller lidt eller andet nymodens pjat. Foretrak man den klassiske udgave, bad man derfor om en "Old Fashioned Whiskey Cocktail", hvilket med tiden blot blev til Old Fashioned. 

I dag er Old Fashioned igen på højeste mode. Sådan her laver du den...

Gå direkte til opskriften

Nøglen til en god Old Fashioned

Da denne cocktail næsten kun består af spiritus, er der to ting, der er vigtige: brug en god whiskey og sørg for at få den rigtige fortynding. Balance er nøgleordet, og det gælder sådan set også sukkeret. Bourbon er en ret sødmefuld whisky, så der skal ikke ret meget i. Brug en barske - eller en stor teske - og prøv dig frem. Det er nemt at putte lidt mere i hen ad vejen hvis du bruger sukkersirup.


Bourbon Whiskey

En Old Fashioned laves med bourbon, og da cocktailen har så få ingredienser, er kvaliteten afgørende!

Vi anbefaler Rieger's fra Kansas City eller Few fra Chicago.

Bitters

Selvom man kun bruger ganske lidt, er bitters en enormt vigtig del af en Old Fashioned. Og bare rolig: det gør ikke din cocktail bitter. Til gengæld giver det en lækker, krydret dybde som absolut er prikken over i'et i denne klassiker.

Sukker

En lille bitte smule sukker er med til at balancere den kraftige og krydrede cocktail. Du kan enten bruge sukkersirup eller sukker i krystalform. Hvis du bruger sidstnævnte, så tilsæt evt. en halv centiliter vand og sørg for, at det er opløst.